Herunder kan du se præcis hvilke splash-bækkener, vi har på lager netop nu.
Husk også: Det er præcis det splashbækken, du ser på videoen, du køber - ikke et tilsvarende fra lageret.
Splashbækkener bruges oftest som en slags effektbækken, hvor man ønsker en lille hurtig "pfft"-lyd, der nok er nemmest at beskrive som et "mini-crash".
Splash-bækkener kan være rigtigt gode til korte markeringer - f.eks. oven i et lilletrommeslag, men lyder også rigtig godt alene, når de spilles på den rigtige måde.
Gode eksempler på det kan være at lytte til Manu Katché eller Vinnie Colaiuta, når de spiller med Sting.
Det oprindelige og traditionelle splash-bækken var, som så mange andre af de kendte bækkentyper fra trommesættet, opfundet og navngivet af Gene Krupa, i samarbejde med Avedis Zildjian Company.
Splashbækkenet blev til at starte med flittigt brugt i 1920'erne og 30'ernes jazzmusik. Herefter blev denne type bækken dog ikke set i almindelig musik i årevis.
Splashbækkenerne begyndte dog at dukke op igen, da trommeslagere så som Ringo Starr begyndte at bruge dem.
Stewart Copeland, der spiller i The Police, var en af de trommeslagere der for alvor fik splash-bækkenet tilbage på trommesættet.
Og historien er lidt pudsig …
Der skete nemlig det, at Stewart Copeland faldt over et legetøjsbækken på en tur til Asien. Dette bækken kunne noget, så han tog det med sig hjem, og fremviste det på Paiste-fabrikken i Schweitz. Her fik man kigget nærmere på det lille bækken, som var noget tykkere end et gængst splashbækken. En kvalitet der passede godt til Steward Copelands hårdtslående spillestil.
Paiste fik således udviklet nogle tykkere splashes til Stewart, og inden længe blev disse lidt kraftigere splashbækkener langt mere kommercielt tilgængelige.