Unikke bækkenvideoer Fri fragt over 600 kr. 1-3 dages leveringstid 14 dages fuld returret Kundeservice: Tlf. 26 810 910

Revner i bækkener – hvorfor opstår de, og hvordan kan du undgå dem?

↩️ Tilbage til artikeloversigten

Skrevet af Gunnar Egede Kristiansen - 6. marts 2025

Du har måske selv oplevet det eller kender nogen, der har. At et bækken revner, flækker, dør – kært barn har mange navne, selvom man godt kan argumentere for, at netop dette "barn" er knap så kært!

Men hvorfor sker det egentlig, at bækkenet giver op? Det kan der være flere grunde til. Disse grunde behøver ikke være enkeltstående – eller sagt på en anden måde: Kombinationen af flere omstændigheder kan tilsammen skabe det lidt ærgerlige resultat.

Her er en række mulige årsager til, at et bækken kan finde på at revne:

  • Forkert ophæng af bækken
  • Uhensigtsmæssig spilleteknik
  • Svagheder i bækkenet fra fødslen
  • Svagheder i bækkenet grundet misligholdelse

Lad os se på dem enkeltvis.

Forkert ophæng af bækken

Når du "slår" til dit crashbækken – og her bruger jeg et crashbækken som eksempel, da det i langt de fleste tilfælde er crashbækkener, der giver op – farer al den energi, du netop har tilført med din trommestik, rundt i bækkenet på kryds og tværs. Og det går ikke stille af, skulle jeg hilse at sige, og ser ret spektakulært ud, hvis man filmer det med 1000 billeder i sekundet – prøv selv at se:

Da al denne energi rusker godt rundt i bækkenet, er det vigtigt, at bækkenet er monteret på en måde, der gør, at det kan bevæge sig så frit som muligt. Det er derfor et "no-go" at spænde bækkenet for stramt med ekstra filt og en stram skrue. Tværtimod skal du hellere tænke på, hvordan du kan aflaste bækkenet og gøre dets liv så behageligt som muligt.

Man kan måske forestille sig et meget tungt og kraftigt stativ med meget lidt bevægelse versus et tyndere stativ, der er i stand til at tage noget af energien fra dit slag og derved aflaste bækkenet. Her vil det tynde stativ faktisk aflaste bækkenet lidt. Skulle man overføre dette og illustrere det med et måske lidt ekstremt eksempel: Forestil dig, at du skulle have "et par på hovedet" – ville du så foretrække, at nogen fikserede dit hoved, eller gav det muligheden for at dreje til siden ved slaget?

Selvom eksemplet lyder grusomt, er det kun tænkt som en overførsel til dit bækken: Hvordan får det de bedste arbejdsvilkår? Her spiller også selve monteringen – altså vinklingen – ind. Hænger du dit bækken helt vandret, så du slår ind i kanten på det, gør du absolut intet godt for dets levetid. Revnerne, der kan opstå af det, starter ofte fra kanten af bækkenet og bevæger sig direkte ind mod midten. Hænger du derimod bækkenet op i en for skæv vinkel, bliver det nærmest umuligt at crashe på. Det handler derfor om at finde den rette vinkel, hvor du både kan spille varieret, men uden at bækkenet lider overlast.

Uhensigtsmæssig spilleteknik

Nu er vi nået til din håndtering af dine trommestikker. For er der noget, der for alvor spiller ind, så er det "afsenderen" af trommestikken. Der er nemlig stor forskel på, hvordan forskellige trommeslagere håndterer deres trommestikker. Lidt som med ophænget af bækkenet gælder det ligeledes her, at jo strammere du holder dine trommestikker, desto voldsommere påvirker du dit bækken. Et ideelt slag går ikke "ned i" eller "ind i" bækkenet, men bevæger sig let henover (se illustrationen herunder). Det er en teknik, man skal lære, men den er ikke så svær. Og så snart den er lært, tænker du ikke engang over det mere - men forskellen for bækkenet er stor.

Svagheder i bækkenet fra fødslen

Nu når vi til det punkt, som den forudrettede trommeslager oftest vil henvise til i den ærgerlige situation, at et bækken har fået en revne. Nemlig at det er bækkenets skyld. At det ikke er lavet ordentligt, eller at det har en svaghed indbygget i sig.

Og sådan er det også nogle gange. Et bækken er jo hamret med en hammer, hvilket skaber hammermærker. Et hammermærke, der er lidt dybere end andre hammermærker, kan derfor godt være et svagt punkt i bækkenet. Oftest kan man se det ved, at den opståede revne går ud fra et sådant hammermærke.

Det kan også være rillerne, der skaber et svagt punkt, hvilket ses, når der opstår en flænge langs en sådan rille. Man kan altid diskutere, om flængen eller revnen ville være opstået, hvis bækkenet var blevet behandlet anderledes. Hvis man f.eks. slet ikke spillede på det, ville det jo ikke revne. Så det må derfor ligge et sted mellem "ingen aktivitet" og "meget voldsom og langvarig aktivitet" – og netop det kan være svært at vurdere, når man som producent eller forhandler bliver præsenteret for et ødelagt bækken. Det korte af det lange er, at det er op til den enkelte butik i samråd med importøren og bækkenfirmaet at vurdere, hvad der er op og ned. I sidste ende ønsker man jo som butik at have glade kunder, men samtidig heller ikke at føle sig udnyttet.

Svagheder i bækkenet grundet misligholdelse

Og det leder os til den sidste af de fire kategorier. At bækkenet kan blive svagere med alderen. De fleste har hørt om metaltræthed, men også forkert behandling – herunder hvordan bækkenet behandles når det flyttes – kan have en ødelæggende effekt på bækkenet. Derfor vil man også typisk opleve, at der kan være krav til bækkenets overordnede stand, hvis man henvender sig for at få det ombyttet hos en forhandler. Har det f.eks. keyhole eller hakker langs kanten, kan det tyde på, at bækkenet ikke er blevet passet særlig godt på.

Er tykkere bækkener stærkere end tynde?

Hvordan forholder det sig med tynde bækkener versus tykke? Her er der en udbredt misforståelse om, at tykke bækkener er stærkere end tynde. Men faktisk er det omvendt – men hvorfor egentlig det? Når man har set slow-motion-videoen af crashbækkenet, der blævrer rundt, er det måske også nemmere at forstå hvorfor. Et tykkere bækken har langt mere metal, der skal sættes i bevægelse, og derfor er voldsomheden i selve anslaget også større. Det tyndere bækken kan lettere flytte sig, da det er lettere og blødere – det er i hvert fald teorien. Og den ser ud til at holde stik, når vi ser på, hvad der kommer retur af ødelagte bækkener.

Hvad kan du gøre, hvis dit bækken er revnet?

Hvis skaden er sket, og du ikke længere har garanti eller ombytningsret, er der heldigvis stadig håb. Afhængigt af revnens størrelse og placering kan det i nogle tilfælde lade sig gøre at redde bækkenet ved at skære revnen væk. Særligt hvis revnen går fra kanten og ind mod midten, kan man skære en blød bue udenom for at forhindre, at skaden spreder sig yderligere.

Hvis revnen derimod befinder sig midt i bækkenet, kan det nogle gange være tilstrækkeligt at bore et hul i hver ende af revnen. Ofte vil det dog også være nødvendigt at fjerne lidt af bækkenets materiale langs revnen for at undgå, at den forårsager uønskede lyde.

Uanset hvad er det en god idé at få en fagmand til at vurdere skaden, medmindre du selv har erfaring med metalarbejde. Skulle du have mod på at forsøge selv, kan du finde en guide her.

Opsummering

Så hvad skal du gøre for at undgå skader på dine bækkener?

Sørg for, at bækkenet er ophængt forsvarligt

  1. Sørg først for, at der er intakt plastik- eller gummibeskyttelse omkring den metalstang, bækkenet sidder på.

  2. Tjek dernæst, at filten er intakt og tilstrækkelig.

  3. Sørg for ikke at overspænde bækkenet, men at det har mulighed for at bevæge sig så frit som muligt.

  4. Overvej, om et flydende ophæng – også kaldet en CRS-holder – er investeringen værd. Disse koster lidt, men giver en mere åben klang og forlænger levetiden på dine bækkener.

  5. Ophæng dit bækken i en vinkel, så du ikke slår direkte ind i kanten af det.

  6. Lad være med at slå hårdere end nødvendigt.

  7. Hav "mekanisk empati" med dit bækken, når du spiller på det!

COOKIE INFORMATION
På vores website bruges cookies til at huske dine indstillinger, statistik og personalisering af indhold og annoncer. Denne information deles med tredjepart. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken.

Kurven er tom

International Shop 🇬🇧
COOKIE INFORMATION
På vores website bruges cookies til at huske dine indstillinger, statistik og personalisering af indhold og annoncer. Denne information deles med tredjepart. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken.