Herunder ser du CymbalONEs udvalg af produkter fra danske ArrowSpace.
ArrowSpace-historien begynder i 2007. Dengang hed projektet bare “Rug’n’roll” – men konceptet var det samme: et robust trommetæppe i fuld trommepodiestørrelse med et smart, pænt, redigerbart og sammenrulleligt opmærkningssystem.
Ideen havde allerede på dette tidspunkt været på tegnebrættet i nogen tid, men problemet var, at de tæpper, der var på markedet, ikke fungerede med velcro. Det var et problem, da velcro er det bærende element i fastgørelsen af de små pile og skilte i opmærkningssystemet.
Men på et spillejob i Sverige lå der allerede et tæppe på trommepodiet ved ankomst. Tæppet så ret lækkert ud, så det blev brugt den pågældende aften. Da dette tæppe faktisk bestod “velcro-testen,” blev arrangøren udspurgt med henblik på at finde tæppets ophav – producenten. Lang historie kort: Det viste sig at være en svensk producent af måtter til biler, der stod bag. Kontakten blev skabt, og de første trommetæpper blev bestilt hjem fra fabrikken i Sverige.
Desværre viste det sig, at disse tæpper ikke egnede sig særlig godt til det skandinaviske klima. Når vejret blev koldt, ville tæpperne ikke rulle sig ud – eller, det ville de godt, men de spolede sig selv tilbage igen. Dette bevirkede, at projektet blev skrinlagt. Men i 2022 henvendte en anden producent af tæpper sig, og langt om længe var projektet oppe at køre igen.
Den nye start skulle understreges med et nyt navn – og navnet blev ArrowSpace, med reference til de mange små pile på gulvarealet, og det fulde trommepodie-areal.
Efter testning i nu over et år på de danske koncertscener og festivaller er tæppet godkendt – og sat i produktion.